Jeg havde et relativt poetisk øjeblik i dag, da jeg sad uden for mit klasseværelse og ventede på at skulle have time. Solen har skinnet fra en skyfri himmel i dag for første gang i lange, grå tider, og jeg sad ved så'n et havebord/bænk-sæt og tog fornuftige notater.
Så fløj der en lille flue ind foran mit ansigt, men jeg nåede ikke at vifte den væk, fordi den faldt ned på bordet og landede på ryggen (vingerne) og sprællede med benene. Jeg gik ud fra at den ikke kunne komme op, så jeg satte min kuglepen ned til dens ben så den kunne få fat - men det gjorde den ikke, for lige pludselig var den bare død. Og det var den mærkeligste oplevelse at være vidne til - uden at jeg helt ved hvorfor.
Og så har jeg lært hvad "Stockholm syndrome" er. Det var måske lidt sent i tilværelsen, kan man sige, men i dette tilfælde bedre sent end aldrig. Og så har jeg også set et utrolig følelsesmæssigt forstyrrende klip med en hund der led af narkolepsi og derfor faldt i søvn hver gang den blev "exited". Slå eventuelt "narcoleptic dog" op på YouTube...
Kære Nanna -
SvarSletØh, var det i forbindelse med fluens død, hvor du oplevede den der "satori", at du også forstod "Stockholm-Syndrom" ? I så fald bør du måske kontakte "vores chaplain" Justin Hartley
:-)
- Har selv engang i København oplevet at en due faldt ned fra himlen for fødderne af mig; to bask med vingerne og så....
Knus!
Posco
P.S. Vi vil se mere film!