fredag den 1. oktober 2010

Masser og atter masser af billeder af en øget betagelse af natur!

Jeg undskylder på forhånd for alle de naturbilleder. Men jeg har lige kørt Thomas til flyet hjem her i morges, og så fordi det er så'n lidt sørgeligt, så forestiller jeg mig et -utroligt- heteroseksuelt lysbilledshow med de her billeder, ledsaget af "Everybody Hurts" eller sådan noget pjat...en lille montage, om man vil!
Monsieur Photographie Extravaganze!

Jeg har faktisk en video af den her solnedgang, som jeg optog til Pia... :)

Et sjovt træ som jeg også tog et billede af til ære for Pia...
Et hus i La Jolla som ligner et dukkehus - jeg kan godt lide det, Thomas kan ikke så meget.
Find Holger - eller find de mest frygtelige have"nisser" jeg nogensinde har set!



Jeg bliver aldrig træt af egernerne!




Thomas's sidste aften her - den første dag jeg har set rigtigt regnvejr her, og et fantastisk lys i solnedgangen.



Og regnbue!
Jeg har haft en fantastisk måned med Thomas, og jeg ville ønske, han kunne blive. På den anden side har det været utrolig hårdt at forsøge at begynde i skole, når man hellere ville bruge al sin tid hjemme og på stranden og så videre.
Skolestarten fungerer således, at man som studerende fra udlandet ikke kan reservere pladser på noget kursus før man ankommer. Derfor kan man først og fremmest kun deltage i de timer som ikke allerede er fyldt af habiterende studerende. Dernæst har man 2-3 uger til at deltage i alle de fag man eventuelt kunne være interesseret i - og så skal man have professoren til at skrive under på, at man må deltage i de 3 fag man gerne vil. Man må i øvrigt kun deltage i 2 "produktionskurser" - hvilket er ærgeligt, for det er dem, der er de sjoveste! Og fra mit perspektiv også de mest givende, for hvis man gerne vil designe eller lave kunst, skader det jo næppe at have et omfangsrigt portfolie.
Lige nu er jeg interesseret i et kursus der hedder "Media Sketchbook", hvor man laver kortfilm. Et andet kursus jeg rigtig gerne ville have haft var "Sound - theory and production", men det var fuldstændig booket og med mange på venteliste. Så hælder jeg mest til "Digital Cinema" (endnu et filmproduktionskursus) og "Contemporary Computer Topics - wayfinding, cognition and user interface" - som vist desværre også er et produktionskursus. Det vil sige at jeg nok skal vælge et fra...måske? Jeg har ikke helt fundet ud af, om man kan få dispensation endnu. Jeg har faktisk allerede lavet det første projekt i Media Sketchbook - en assignment som gik ud på at lave en film på ét sekund. Det er ufatteligt at staten overhovedet giver mig tilskud...
Men jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang! Jeg glæder mig til at få tid til at fordybe mig, for fagene i løbet af sommeren var alt for nemme og ligegyldige til rigtigt at være udfordrende, og det er ikke tilfældet hvis man hele tiden skal producere noget - så bestemmer man jo selv sit niveau. I øvrigt har jeg nogle bøger som Thomas har givet mig, som jeg glæder mig enormt til at få tid til at læse.
Liste over grunde til, at jeg ikke ville anbefale UCSD til andre danske studerende (i hvert fald i samme studieretning som jeg):
1. Det er sindssygt dyrt. Lige når man synes, at de 60.000 kroner man betaler i tuition fee er stramt ud over flybillet og alt det andet, viser det sig at mange af kunstfagene har materialeudgifter! Og digital art-fagene har dyrere tuition fee, så man kommer til at skulle efterbetale.
2. Lokalerne er ikke imponerende i forhold til danske standarder. Der er gode arbejdslokaler - ateliér'er og editeringslokaler og sådan, men de seminarlokaler jeg har befundet mig i, har ikke været særlig undervisningsmæssigt fordelagtige (for mørke, for små, for kolde osv.)
3. Man betaler så meget uden at vide hvad man betaler for, fordi man ikke kan reservere pladser hjemmefra.
4. Apropos ekstraudgifter, så koster det omkring 3-400 kroner OM MÅNEDEN at have en parkeringstilladelse til at parkere på universitetet. Når man så har betalt for den kan man alligevel ikke finde en plads, fordi der er latterligt få pladser designeret til studerende. Tit må man parkere flere kilometer væk fra universitetet og så tage en shuttle-bus derhen hvor man skal. Og det er jo ikke fordi den offentlige transport i byen generelt er noget at råbe hurra for...
Det er vist lige dét jeg kan komme i tanker om lige nu... det var et langt indlæg! Jeg savner Thomas allerede...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar